Krea-projekter
Hvorfor
Ideen med alle aktiviteterne i denne kategori er, at I skaber et rum at tale om fællesskab i, mens børnene bruger deres hænder og deres kreativitet. Sommetider er det nemmere at sætte ord på og tale om abstrakte ting som fællesskaber, hvis man bliver tvunget til at gøre det konkret med krea. Samtidig er det en rigtig god anledning til at tale om, hvad der er vigtigt i netop jeres fællesskab.
Tegn et kæmpestort skab, og bed børnene om at putte ting i, som de synes hører til i deres fællesskab, eller som de gerne vil have i deres fællesskab – det kan være alt fra at være søde ved hinanden til ideer til en god leg. De kan enten tegne tingene, eller finde ting fra det lokale, I er i, hvis der er mulighed for det.
Materialer
Et stort stykke papir (eller flere tapet sammen)
Tusser
Bed børnene om at bygge deres version af henholdsvis ensomhed og fællesskab i LEGO-klodser. De kan enten bygge det enkeltvis eller i små grupper. Bagefter kan børnene fortælle om tankerne bag deres byggerier.
I kan også vælge at bygge jeres versioner af ensomhed og fællesskab i andre materialer.
Prøv f.eks. at bygge med:
• Naturmaterialer
• Genbrugsmaterialer
• Skrald
Materialer
Det I vil bygge med – LEGO, skrald, tom emballage, genbrugsmaterialer eller lignende
Lad børnene opfinde deres egen fællesskabs-leg, hvor alle kan være en del af legen. Start med at finde ud af, hvad legen skal gå ud på, og hvad I synes er vigtigt i en fællesskabs-leg.
I kan tage udgangspunkt i en leg, I kender, og så lave jeres egne regler og tilføjelser, så I synes, det bliver en fællesskabsleg. I kan også blive inspireret af et tv-program, en serie eller en bog, I kan udvikle en leg ud fra. Eller I kan opfinde jeres egen leg helt fra bunden.
Skriv reglerne ned. Lad også børnene forholde sig til, om der er nogen, der har behov for særregler for at kunne være med. Det kan også være, I er nødt til at prøve legen af først for at se, om der er noget, der skal rettes til. Vær forberedt på, at det kan godt være, du som voksen ikke helt forstår legen, eller at den virker totalt uoverskuelig, men det er lige meget, hvis den virker for børnene.
Materialer
Papir og blyant til at skrive reglerne ned – og børnenes dejlige, krøllede hjerner